LØRDAGSDIGTER | REBEKKA BUNDGAARD

19-årige Rebekka Bundgaard kommer fra Frederikshavn i Nordjylland, hvor hun bruger sine dage på at rengøre hotelværelser og rejse væk for udkommet. Håbet er, at finde ud af hvad resten af livet skal byde på, indtil da, skriver hun ord ned på papir, og viser det sjældent til nogen. Det gør hun nu, og det er jeg glad for.

Rebekka om digtet: Jeg skrev dette digt fordi jeg ikke havde lyst til det. Jeg tror på, at det der er vigtigst og mest relevant at skrive og dele med omverdenen, er de emner som gør en smule ondt at skrive om. Dette digt handler om en forelskelse i en mand, som jeg på ingen måde burde være forelsket i. Udover, at ingen ville forstå hvorfor, hvis jeg sagde det højt, så var det også forbudt. Derfor sagde jeg det aldrig til nogen; jeg turde knap nok nedskrive dette digt, fordi det på en eller anden måde ville virkeliggøre situationen på det andet niveau. I flere år påvirkede det mit liv meget og udviklede sig til et åbent sår i sjælen. Jeg følte mig som verdens største kliché og jeg kunne hverken flytte mig frem eller tilbage, hvilket derfor endte med at jeg løbe i ring og hev efter vejret. Det er dét, digtet handler om: At være forelsket uden at kunne gøre noget som helst ved det, udover at pine sig selv ved at tage de brudstykker af glæde man kan få, selvom det på ingen måde er nok.

---

Natteluft

Du er alt det jeg indånder

når jeg bruger døgnets sidste minutter

med hovedet ude i mørket

mens din kulde river mit ansigt i stykker

mens dit mørke smager på mit kraveben

og mine fregner bliver gennemsigtige

du er lige så uhåndgribelig som natteluft

jeg holder mig vågen

i håbet om

at du vil komme til mig

når mit vindue er det eneste der står åbent

vinduet lukker varmen ud eller stilheden ind

og jeg

jeg indånder udånder kold luft

som gav jeg byen kunstigt åndedræt

som pustede jeg liv i dine glasøjne

Jeg tager varmt imod hvad du sender mod mig

et blik, et spørgsmål

jeg æder det råt

selvfølgelig sulter jeg

når du fodrer mig med ilt

selvfølgelig sulter jeg

for hvad betyder det

når jeg sammenligner vores sameksistens

med at stikke tungen ud ad vinduet

der er jo intet tilbage

udover faretruende lav puls