21-årige Josefine Zena Møller Ayyad, er fra et sted imellem Frederiksberg og Valby, og så arbejder hun til dagligt som personlig assistent/pædagogmedhjælper i en 2. klasse. Mest af alt er hun dog poet, og så er hun et af de fineste mennesker jeg kender.

Josefine om digtet: Digtet er taget ud af en samling af tekster, der alle kredser sig om de samme emner. Det handler om den daglige indre kamp, man kan have med sig selv og sin krop. Om at være overvægtig og gentagende gange prøve at overbevise sig selv om, at man er okay som man er. Om ’rundkredsen’, som jeg ofte bruger som betegnelsen for den gruppeterapi jeg gik i, da jeg blev behandlet for en spiseforstyrrelse. Om hvor paradoksalt det er, at prøve at opnå en selvaccept og accept i det hele taget, når det kan føles som om, at omverdenen til tider ikke er enig i, at man har ret til den. Det handler om, hvordan vi ser kroppen, og hvad vores egne og andres tanker om vores kroppe kan gøre ved vores psyke.

Samosadage
på gentofte station spiste jeg en samosa imens jeg smed en anden ud
gentofte station bus busk rundkreds

morgenvågne kærtegne alt det hængende på mine knogler tænke det er bare krop det er okay
ny morgen ny okay ny morgen ny okay   ny knogle ny hængende ny mere ny mindre hængende og
mere okay nu føltes det som da min mor kiggede på mig på min fødselsdag sagde   hvor ser du godt ud puttepige    du har tabt dig
hvad har jeg tabt hvem mig selv men jeg hænger jo bare på ny hver dag tænker ny morgen ny krop hver dag er mit ansigt modelleret på ny   jeg må være okay

det hænger sammen hvor meget der hænger i forhold til hvor okay det er
min krop og jeg ned af gågade råb fra ansigter jeg ikke kender
råb om fedtet på min krop som om det har omslugt dem taget noget fra dem
og jeg står op igen og mærker og kigger og tænker det er okay og jeg tager toge og

ind i tog skifte gentofte station samosa bus busk rundkreds
en kvinde i kredsen undrer sig over at jeg tør gå i buksedragter og jeg vil ikke være hendes spørgsmål   jeg aer min buksedragt på ny min krop er udover rummet jeg er direkte i mit tøj

ny morgen ny okay ny knogle ny hængende ny beklædningsgenstand ny tanke følende på det hængende tænke på knoglerne at de gør det knogler vel skal gøre ny knogle ny okay

står der i en fyldt kupé en mand stående med sin computer på håndfladen   han tøver stønner som om noget ikke vil gå op   jeg dingler mellem mennesker mærker skub en ung mand siger fjern dig tykke men jeg er så meget i min krop at det ikke går op for mig at henvendelsen var til mig   han kigger spørgende på mig som om hallo tykke så fjern dig for jeg burde jo vide at det var mig   at jeg jo selv måtte definere mig selv med alt det hængende og jeg svinger kroppen rundt i kupeen.

24-årige Sidsel Welden studerer til dagligt journalistisk på RUC, hvor hun er ved at specialisere sig i litteratur og medier. Ved siden af arbejder hun som freelance journalist, og så er hun digter. Jeg har bedt Sidsel dele et digt efter eget valg, og knytte et par ord til teksten, i håbet om, at blive inviteret endnu tættere på.

Sidsel om digtet: Jeg skrev den her tekst da jeg var 22, og i en periode af mit liv, hvor sorg konstant boede i min krop. Jeg var syg af sorg og den lå under min hud som små hårde knuder der skød rundt i mine blodbaner. Digtet er skrevet efter tabet af min far, men repræsenterer også alt hvad der følger med sådan et tab, som mennesker heldigvis ikke er i stand til at forestille sig, medmindre de oplever det på egen krop. Hvorfor man også rent psykisk og fysisk længe kan gå i en choktilstand over, hvad det betyder, og gør ved dig som menneske, at miste en, der spiller så vigtig en rolle i ens liv. Teksten handler om at miste, at miste sig selv, den uskyldige barndom og desperat forsøge at klinge sig til noget, der umuligt kan blive igen. Det er erkendelsen af et evigt tabt og en evig sorg, at noget er væk fordi evigheden har slugt det:

Og jeg ligger lige her

i min nærmeste gråmelerede fantasi

hvor kun din smagrad

grønne uldsofa lyser op

og kradser på min kind når jeg prøver

at finde ro

nikotin gult  sofafyld kaster den bulimisk op fra store trævlede huller præcis som jeg gjorde det

engang

og jeg stryger den med hårene

lukker øjnene for at mærke dig

ligger i skærsilden mellem Roskildevej og Valbylanggade

men jeg har sat bilerne på pause

og osen fylder nu min næse med lugten af benzin

bedre end stanken af whisky

jeg presser mine øjenlåg hårdt sammen

fordi jeg frygter at du står der hvis jeg åbner dem

jeg aner silhuetten af dit slidte tøj der går ud i ét

med alle afskygninger af røg

men det er også det tætteste jeg kommer på dig

knuger sofaens opkast til mig

lader det omfavne mig

fordummende skumramme med mig som det gyldne snit

Ønsker man at læse mere af Sidsel Welden, kan det gøres her, her og her.