20-årige Sofie Diemer fra København studerer til multimediedesigner, og så har hun, hvad jeg bedst kan beskrive, som et ganske eksisterende forhold til bananer. Derudover er hun dét menneske der kan rocke udgroninger og leopard, og i år debuterede hun som forfatter med digtsamlingen LOL-LITA. I dag er hun på besøg som ugens lørdagsdigter, og det er jeg så glad ved.

 

Sofie om digtet: Noget af det der kommer bag på mig gang på gang på gang er, hvor meget meningen og fortolkning der bliver lagt i mine tekster af andre.

Et eksempel kan være, at der engang var én som udtalte; Sofie bruger nok smeltet ost i sine digte, fordi der er noget tabubelagt over smeltet ost.

Hvor jeg nok mere har det sådan, at jeg har brugt 4år af mit liv på at kigge på foodporn i cyberspace, hvor det er uundgåeligt ikke at falde over smeltet ost på fx pizza eller nachos – så for mig har det en visuel betydning mere end nået andet.

Et andet eksempel var en anmelder, som skrev, at jeg nok brugte hvalen som gennemgående objekt i min bog, fordi det repræsenterede livmoren. Det havde jeg ikke lige tænkt over, men når man ser det på den måde er det jo pretty genialt.

Jeg tror det har været et meget gennemgående tema i min bogproces med min redaktør, at han tit spurgte ind til hvad specifikke ting betød, hvor jeg tit har svaret; aner det ikke med det lyder fedt. Det er også kommet bag på mig, hvor svært det er at komme af sted med netop dette udsagn, når man skriver poesi – fordi i lige præcis poesi skal alle ord have en dybere mening – men sådan tænker jeg bare slet ikke.

Jeg føler mig ret tit som en hybrid mellem Medina og Nik og Jay med et skud line Knutzon. Sidste nævnte fordi  hun er crazy og absurd og jeg føler mig også fucking absurd på tekst engang i mellem – især når jeg sms’er.

---

jeg ånder

al havluften ind

som jeg sidder her

smager

alt salt

jeg ikke kan græde

får lyst til

chips med dip

og pommes

–

følelsen af at slikke

fedtstoffet og saltet

af fingrene

som det nærmeste

man kommer på sex

–

jeg vil bolle med havet

havet er i mig

som squirt

små oceaner

af ord man ikke

må sige

ting man ikke

må føle

–

som sort-hvide nøgenbilleder

man tager

i Photo Booth

lægger på sit skrivebord

så hver gang man

lukker et Word-dokument

ser man på sin

nøgne krop

–

jeg vil tage nøgenbilleder

med chips

–

jeg vil bolle

med pomfritter

som var de

tusinde fingre

der aldrig

kunne få nok

af mig

jeg vil bygge et

aquaponicsystem

af pomfritter

og have en hval

svømmende rundt

i det

–

jeg vil altid

have det ligesom nu

hvor alt kolliderer

til en koncentreret masse

som kan skraldes

og spises som en banan

–

slut

---

Køb LOL-LITA (Affiliate link)

Følg Sofie Diemer på Instagram 

–

Læs alle lørdagsdigterne:

Sidsel Welden

Josefine Ayyad

Rebekka Bundgaard

19-årige Rebekka Bundgaard kommer fra Frederikshavn i Nordjylland, hvor hun bruger sine dage på at rengøre hotelværelser og rejse væk for udkommet. Håbet er, at finde ud af hvad resten af livet skal byde på, indtil da, skriver hun ord ned på papir, og viser det sjældent til nogen. Det gør hun nu, og det er jeg glad for.

Rebekka om digtet: Jeg skrev dette digt fordi jeg ikke havde lyst til det. Jeg tror på, at det der er vigtigst og mest relevant at skrive og dele med omverdenen, er de emner som gør en smule ondt at skrive om. Dette digt handler om en forelskelse i en mand, som jeg på ingen måde burde være forelsket i. Udover, at ingen ville forstå hvorfor, hvis jeg sagde det højt, så var det også forbudt. Derfor sagde jeg det aldrig til nogen; jeg turde knap nok nedskrive dette digt, fordi det på en eller anden måde ville virkeliggøre situationen på det andet niveau. I flere år påvirkede det mit liv meget og udviklede sig til et åbent sår i sjælen. Jeg følte mig som verdens største kliché og jeg kunne hverken flytte mig frem eller tilbage, hvilket derfor endte med at jeg løbe i ring og hev efter vejret. Det er dét, digtet handler om: At være forelsket uden at kunne gøre noget som helst ved det, udover at pine sig selv ved at tage de brudstykker af glæde man kan få, selvom det på ingen måde er nok.

---

Natteluft

Du er alt det jeg indånder

når jeg bruger døgnets sidste minutter

med hovedet ude i mørket

mens din kulde river mit ansigt i stykker

mens dit mørke smager på mit kraveben

og mine fregner bliver gennemsigtige

du er lige så uhåndgribelig som natteluft

jeg holder mig vågen

i håbet om

at du vil komme til mig

når mit vindue er det eneste der står åbent

vinduet lukker varmen ud eller stilheden ind

og jeg

jeg indånder udånder kold luft

som gav jeg byen kunstigt åndedræt

som pustede jeg liv i dine glasøjne

Jeg tager varmt imod hvad du sender mod mig

et blik, et spørgsmål

jeg æder det råt

selvfølgelig sulter jeg

når du fodrer mig med ilt

selvfølgelig sulter jeg

for hvad betyder det

når jeg sammenligner vores sameksistens

med at stikke tungen ud ad vinduet

der er jo intet tilbage

udover faretruende lav puls

Klokken er kvart over ti. Det er ikke sent, men lige nu føles alting for sent for tidligt. Jeg er gået igang med at bage ting. Alle mulige ting, som egentlig ikke skal bages. Min havregrød, en banan. Muffinsforme omformer den til to go og det giver mening nu. Jeg bager bønner i fade og forstår ikke helt hvorfor. Jeg overvejer hvorvidt at det er vigtigt, helt at vide, hvad den germanske lydforskydning er, og kommer frem til, at det må være nok at nogen ved det. Jeg bager ting for at forsøge at holde mig vågen, og for at acceptere, at forældre også bare er mennesker og at jeg stadig overvejer hvad jeg skal sige, hvis jeg nogensinde ser min ekskæreste igen. Jeg tænker på alle de mænd jeg burde elske men ikke elsker, og fortæller én af dem at jeg savner ham. Nu skriger ovnen for at fortæller mig, at der er gået femogtyve minutter, og min banan stadig er en banan, bare mere flydende og mindre to go end før. Nu savner jeg alle, og især min mor som er i stykker og langt væk mens jeg er i stykker lige her. Jeg overvejer hvordan man kan, på en krea måde selvfølgelig, forære hende en moderbinding i fødselsdagsgave. Jeg kommer kun på klamme forslag, og tænker, at jeg skylder hende at pakke hele verden ind. Mine øjne svier, ekstra nu af dyr øjencreme, som jeg købte i Matas af en flot pige i dag, da jeg var afsted for at købe noget gerne hidsigt afførende grøn the. Hvis man siger monoftongering mange gange bliver det ikke mere et ord. Tyve minutter senere er bananen igen en form, og jeg er løbet tør for ting at bage.