KLOKKEN KVART OVER TI

Klokken er kvart over ti. Det er ikke sent, men lige nu føles alting for sent for tidligt. Jeg er gået igang med at bage ting. Alle mulige ting, som egentlig ikke skal bages. Min havregrød, en banan. Muffinsforme omformer den til to go og det giver mening nu. Jeg bager bønner i fade og forstår ikke helt hvorfor. Jeg overvejer hvorvidt at det er vigtigt, helt at vide, hvad den germanske lydforskydning er, og kommer frem til, at det må være nok at nogen ved det. Jeg bager ting for at forsøge at holde mig vågen, og for at acceptere, at forældre også bare er mennesker og at jeg stadig overvejer hvad jeg skal sige, hvis jeg nogensinde ser min ekskæreste igen. Jeg tænker på alle de mænd jeg burde elske men ikke elsker, og fortæller én af dem at jeg savner ham. Nu skriger ovnen for at fortæller mig, at der er gået femogtyve minutter, og min banan stadig er en banan, bare mere flydende og mindre to go end før. Nu savner jeg alle, og især min mor som er i stykker og langt væk mens jeg er i stykker lige her. Jeg overvejer hvordan man kan, på en krea måde selvfølgelig, forære hende en moderbinding i fødselsdagsgave. Jeg kommer kun på klamme forslag, og tænker, at jeg skylder hende at pakke hele verden ind. Mine øjne svier, ekstra nu af dyr øjencreme, som jeg købte i Matas af en flot pige i dag, da jeg var afsted for at købe noget gerne hidsigt afførende grøn the. Hvis man siger monoftongering mange gange bliver det ikke mere et ord. Tyve minutter senere er bananen igen en form, og jeg er løbet tør for ting at bage.