Jeg tror det sneede en enkelt dag. Jeg kigger mod himlen og tænker, hvordan man egentlig beslutter sig for at det her er sne, og ikke; hagl, isslag, iskorn, slud. Jeg skriver aldrig hjem og fortæller, at nu sneer det i København. Lyskæderne hænger dovent ud over altanerne, og gør min søvn halv og besværet. Jeg kan godt lide ham på 2. sal, der ikke helt havde tid eller snilde til at hængende den ordentligt op. Nu hygger vi. Jeg har bagt småkager. Tændt ild til adventskransen, der altid lidt truer med at sætte ild til alt omkring sig. Nu tager det fat i granen. Hvor har vi løbet ofte med en adventskrans, et flammehav. Men den skal være der. Da jeg var barn, lavede vi altid konfekt i december. Fedtede børnehænder, store figurer formet i marcipan, når der ikke var mere nougat. En tapas-tallerken med alt rullet i krymmel. Og så stod det der, i køleskabet ude i bryggerset, i uger, uden at blive rørt. Man ser bare mere åndssvag ud, når man græder med nissehue på. Jeg er decemberbarn. D. 29. En krøllet baby, født med helt brune øjne. Jeg lærte aldrig at kravle, øjenlægen fortæller mig at det er derfor jeg ikke ser så godt på højre øje. Åh, hvor ville jeg gerne. Mødes i kirken og holde om hinanden. Hvordan er det gået siden sidst, kartofler på fire måder. Der skal være til alle. Jeg tænder en cigaret med en cigaret og venter på det nye år. Der er tyve dage til nu, jeg er nødt til at ringe for at fortælle, at du skal sidde alene igen i år. Det er dig eller mig, og julen er børnenes fest. Der er altid i hvert fald tre nye ansigter ved bordet. Når vi kommer til risalamanden, kan jeg ikke huske hvad de hedder. Jeg får den hvert år. Mandlen, og jeg smiler høfligt og forsøger at regne det rette tidspunkt ud, at fortælle det. Siger jeg det nu ødelægger jeg alt det sjove. Min mormor siger: hvad med jul, ja vi holder jo alle lidt vejret, denne tid på året. Vi holder alle vejret denne tid på året. Hvert år besøger jeg min veninde og hendes forældre, ude i hendes barndomshjem. Nr. 88 står spraymalet på carporten, fra dengang hendes mor blev vred på hendes far. Vi krammer og jeg har lavet en gavekurv: oliven, hvidløg i olie, nogle gange kaffe, andre gange vin. Hvordan har min anden datter det, vi griner, ønsker hinanden en god jul.

JEG HUSKER

Indlægget er bragt i Politiken, 18. november, 2017

Jeg husker, hvordan det er at køre langs markerne i larmende mørke, hvordan hvert strå, der bevægede sig, satte sig i kroppen. Jeg husker, hvordan røgen over skorstenen lignede djævelen i solnedgang.

Jeg husker, hvordan det er at gå, som om nogen er efter dig, som om nogen altid er efter dig, og du mærker dem i nakken, lige inden du tænder for lyset eller hopper over dørtærsklen og tror, at det ikke kan følge efter dig ind.

Jeg husker, hvordan det er at komme hjem og ikke vide, hvad du kommer hjem til. Jeg husker, hvordan luften var tyk og tydelig i sit sprog, når man ikke skulle gå ovenpå. Jeg husker råbene, og døre der smækker, jeg husker at løbe ud over markerne, jeg husker at være stille.

Jeg er vokset op langt ude på landet for enden af en grusvej, fyldt med huller. Jeg er vokset op på en kæmpe gård, uden dyr. Jeg er vokset op med en mor og en far, en lillebror og en hund. Jeg er vokset op i et hjem med mange lædermøbler, jeg er vokset op i et hjem uden ret mange venner.

Min mor malede væggene med hænderne, hun hørte Nik & Jay, når hun gjorde rent, vi løb på rulleskøjter rundt om kogeøen, jeg fik kvalme af at spille computer, min lillebror var smuk, og jeg fik altid mandlen til jul.

»Hvordan er det at opdage, at ingen nogensinde har passet på dig?«, siger min terapeut, mens hun venter på, at mine kinder bliver våde. »Hvordan er det at opdage, at du har været helt alene?«.

Det er røvnederen. Jeg er begyndt i terapi, og det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Det føles, som bliver jeg losset i mellemgulvet en gang om ugen, frivilligt. Jeg knuger det kæmpe krus med kaffe og fokuserer på mine hænder, der brænder.

Jeg fortæller hende om skænderier, hævede knive og hænder om halse. Jeg fortæller hende om at blive forfulgt, om forældre der forsvinder om natten. Jeg fortæller hende om druk og trusler, og så fortæller jeg hende, at jeg ikke er vokset op i et voldeligt hjem, som sådan. Så råber hun. Og går rundt om sig selv og råber lidt mere for at få mig til at forstå, hvad det er, jeg lige har sagt.

Jeg var 12 år, da mine forældre blev skilt. Vi pakkede bilen og kørte i natten.

»Skal vi tage hjem eller køre videre?«. Min mor vender hovedet og ser på mig. Jeg ville videre, jeg holdt sådan af at være på tur. Jeg vidste godt, at vi var på flugt. At intet herfra helt ville kunne fortrydes, at nu kom det brag, de sidste mange år havde ledt op til.

Jeg husker at ligge i mine bedsteforældres seng. Jeg husker ikke, hvor længe vi var der, hvor mange dage, men jeg ved godt, at det bliver de sidste. Jeg tager mine høretelefoner på og venter. Der er råb i gangen, hænder om min morfars hals, politi, psykiatrisk afdeling. Så tog vi på krisecenter.

Jeg kan ikke huske alt det gode. Jeg har fået stjålet mine minder. Jeg kan ikke mærke en skid. Jeg kan ikke få lov til at blive vred. Jeg forstår ikke, hvorfor hele verden ikke brænder.

Der var rart på kvindehjemmet. Der var lunt og vammelt, alle kroge lugtede af karry, men der var trygt, og vi passede på hinanden. Jeg lyttede til triste Christina Aguilera-sange på badeværelset og hev mig selv i kinderne i spejlet. Jeg fandtes stadig, og verden stod, og udenfor var ingenting i brand. Nogle gange græd vi, til tider så vi julekalender, og tit var dagene bare en dag, og det var okay.

Jeg kan huske, hvordan det var at komme tilbage til skolen. Jeg lærte aldrig tysk. Vi græd til skolehjemsamtaler. Jeg husker alle dem, der forsvandt. Alle dem der ikke kunne holde til, at jeg nu var sådan en, der havde ondt.

Jeg husker, hvor vred jeg blev, da min lærer indberettede os til kommunen. Jeg husker, hvor vred min mor blev. Jeg følte, at hele mit skind var gennemsigtigt, hvor alle ord pludselig hang fast. Jeg husker, hvordan der blev råbt: »Er du bange for din far?« efter mig på gangene. Jeg var ikke en skid bange.

Jeg var et tillidsfuldt barn. Jeg har altid stolet på, at verden nok skulle gribe mig. Jeg havde tiltro til skoven og til vandet, og jeg forestillede mig at bygge store huler og bo i træstammer. Haven var hellig, og jeg plukkede æbler fra de øverste grene og drømte om at slikke på de røde bær. Jeg var venner med stenene og begravede dem blandt venner, når jeg havde glemt at se til dem. Min lillebror kom engang hjem med en død kælerotte. Der var smukt på landet.

Der er mange ting, der er begyndt at falde på plads. Hun er dygtig, terapeuten. Jeg er dygtig for at gå til hende, terapeuten. Hun tvinger mig til at mærke alt det, jeg nægter at mærke. Hun overbeviser mig om, at det er vigtigt. At jeg er vigtig, og at det er vigtigt at kunne mærke og fortælle for ikke at genskabe hele lortet.

Det skræmmer livet af mig. At kigge en, jeg holder af, i øjnene og forklare, hvorfor jeg nogen gange ikke kan sove. Hvorfor jeg ikke ved, at de holder af mig, hvis ikke de siger det højt. Jeg forventer, at de løber, når de opdager mig, jeg giver dem ikke lov til at vælge. Hun siger, at alt kan blive noget andet, terapeuten, hold kæft hvor er det vigtigt at bede om hjælp.

Jeg husker, hvordan det er at tro, at man kan klare det hele selv. Jeg husker følelsen af at være frosset fast, jeg husker ikke at kunne mærke mine tænder.

Man skal altid kunne mærke sine tænder.

 

RUM

Gangene er tomme og snor sig om hinanden. Her er luften tyk og man går hurtigt for at gå igennem den. Her er hundrede døre og ingen svar bag nogen af dem, her er sort i alle kroge og ingen siger noget. Alle udgangene er lavet af glas, og bag dem står du med horn, altid dig med horn og man åbner ikke men løber videre og kigger bag de andre.

 

Hans hænder er en bekymret mands. Neglene er flossede og går i eet med bar hud. Her sidder alle med ryggen til, og væggene sveder, de løber og taber sig selv på gulvet.

 

Vinden er så tydelig i sit sprog

natten er så fyldt med vilde dyr

træerne er ikke dine venner

vandet er ikke din ven

kilometervis af landskab folder sig ud foran os

vi betræder det med respekt

lang hud så meget ny hud

kryb ud af dit skind kryb

ud af det gamle rynkede skind

der er kun læder kun læder her hvor vi bor

 

Kirken er mørk og oplyst at sang. Her er lange gange og mænd på rækker. De nynner i eet og ved ikke hvad de vil, her er ingen indåndinger. Rummet er en lørdag og luften er parfumeret. Alting runger og det er et stort ingenting

 

Alting runger, eet stort ingenting

 

Vi skøjter rundt i hud. Kilometervis af hud ligger foran os som et åbent landskab. Porerne er fyldt med regn, det sprøjter når vi lander i dem. Jeg vil have en drengekrop.

 

Sengene er alle i brand. Afsked er det eneste smukke vi får

 

Væggene er fire slags blomstret her, i hjørnet står en stol. Dit hoved virker tungt og hviler sig mod venstre. Hvis vi åbnede vinduerne nu, ville det minde os om martsluften.

 

Hvedens blomst er sød og prikker på tungen

 

Lige inden søvnen lugter jeg noget brændt eller en duft som om noget skal til at brænde, der lugter af svovl men det er ikke en lugt der er, det er en tanke med noget andet, det lugter som et varsel, som noget der ikke er sket men er lige ved at ske som om at nu brænder du nu brænder vi snart.

 

: vand springer ud fra væggene, gulvet er altid tørt

 

HVORFOR ER GULVET ALTID SÅ TØRT

 

jeg slukker en cigaret med mine læbers bløde

 

jeg vågner med vabler på mine fingre

 

de væsker og laver pletter hvor mit hoved lå

 

alt er så vådt

 

græsset er betændt og bløder når jeg går

 

Når kornet blomstrer bliver det højt, højt som os, hvor vi alligevel er så små, vi dækker hinanden. Så kan man gå på markerne selvom man går langs markerne, men man går der og ødelægger andres afgrøder men det er ikke en destruktiv handling det er en helt fri handling hvor man går hvor man vil og ingen kan se det, man er lige så høj som kornet og kornet er lige så højt som en og det hele er din ven og det bærer dig og du er skjult der i kornet.